Wergeland på Bankplassen

I ettermiddag gikk jeg over Bankplassen i Oslo og oppdaget tilfeldigvis på en av lyktene ved fontenen at noen hadde klistret tapestrimler med tekst på. Jeg kjente igjen tekstbrokkene; det var utdrag av diktet "Til Foraaret" av Henrik Wergeland. Tror det må være et av de fineste norske diktene om våren og livshunger som er skrevet.



Dette er andre gang i dette jubileumsåret for Wergeland at jeg har oppdaget at noen har spredd poesien hans i byen. Første gangen var da noen hadde skrevet av "Smaagutternes Nationalsang" (Vi ere en nasjon vi med) og lagt på gravmonumentet hans. Noe som i sin tur inspirerte meg til å gjøre det samme på Obstfelders grav i København. Slike små og overraskende spor av god poesi kan jeg leve lenge på.


TIL FORAARET

O Foraar! Foraar! red mig!
Ingen har elsket dig ømmere end jeg.

Dit første Græs er mig meer værd end en Smaragd.
Jeg kalder dine Anemoner Aarets Pryd,
skjønt jeg nok veed, at Roserne ville komme.

Ofte slyngede de Fyrige sig efter mig.
Det var som at være elsket af Princesser.
Men jeg flygtede: Anemonen, Foraarets Datter, havde min Tro.

O vidn da, Anemone! som jeg fyrigen har knælet for!
Vidner, foragtede Løvetand og Leerfivel,
at jeg har agtet eder meer end Guld, fordi I ere Foraarets Børn!

Vidn, Svale, at jeg gjorde Gjæstebud for dig som for et
hjemkommet fortabt Barn fordi du var Foraarets Sendebud.

Søg disse Skyers Herre og bed, at de ikke længer maa ryste Naale
ned i mit Bryst fra deres kolde blaa Aabninger.

Vidn, gamle Træ, hvem jeg har dyrket som en Guddom,
og hvis Knopper jeg hvert Foraar har talt ivrigere end perler!

Vidn Du, som jeg saa ofte har omfavnet
med en Sønnesønssøns Ærbødighed for sin Oldefader.
Ah ja, hvor tidt har jeg ikke ønsket at være en ung Løn
af din udødelige Rod og at blande min Krone med din!

Ja, Gamle, vidn for mig! Du vil blive troet.
Du er jo ærværdig som en Patriark!

Bed for mig, skal jeg øse Vin paa dine rødder
og læge dine Ar med Kys.

Din Krone maa alt være i sit fagreste Lysgrønt,
dine Blade alt suse derude.

O Foraar! den Gamle raaber for mig, skjønt han er hæs.
Han rækker sine Arme mod Himlen, og Anemonerne,
dine blaaøiede Børn, knæle og bede at du skal
redde mig - mig, der elsker dig saa ømt.